Operationsdagen

Så oprandt dagen. Jeg havde en tid der hed 15.25. Så kunne jeg nå det meste af en alm. arbejdsdag inden jeg skulle til Århus med toget kl. halv tre. Kl.15.24 blev jeg ført ind i ”VIP” venteværelset og blev placeret i en lækker lænestol, der kunne tippes. Jeg blev dryppet med tre forskellige øjendråber og fik at vide jeg skulle sidde 45min og vente på de gjorde deres effekt. Det var bl.a. pupiludvidende og lokalbedøvende dråber. I øvrigt startede jeg allerede dagen før, d.10/1, med at dryppe mit øje tre gange dagligt med Voltabak. Dette skal fortsættes til tre uger efter operationen. Lidt svært til at starte med, men man lærer det hurtigt. Det er ikke noget problem.

Her kan du se forskellen på de to pupiller lige inden operationen:

Efter godt 45 minutter blev jeg ført hen ad gangen og ind på operationsstuen. Jeg er normalt ikke så ”tøset” hvad angår det at skulle ”skæres i”, men lige præcis at det var øjnene gør at pulsen nok var lidt over de normale, da jeg blev bedt om at lægge mig på briksen. Jeg fik en pude under knæene og et tæppe over mig, så jeg lå godt da øjenkirurgen, som også var øjenlægen fra før jul, satte sig til mit hoved i bedste tandlægestil. Højden blev rettet og jeg fik et blåt operationsdækken over ansigtet, hvorefter han åbnede et hul i dækkenet, så han kun lige præcis kunne se mit øje. Ikke at jeg kunne se det – mit øje var jo nærmest blindt, men sådan føltes det. Der blev sprittet grundigt af og gjort klar til seancen.

Der kom blus på lampen og jeg fik at vide jeg bare skulle kigge lige ind i lyset. Det føltes ikke rart! Normalt vil man lukke øjnene i så skarpt et lys, men jeg skubbede logikken til side og gjorde som doktoren sagde og kiggede direkte ind i lyset i 15-20 minutter. Dette var det eneste ubehagelige under hele operationen. Intet gjorde ondt endsige kunne mærkes, men alligevel tager man sig selv i at spænde alle muskler i ben og hænder med svedpiblen til følge. Godt halvvejs gennem operationen sagde kirurgen, i en pause af hans nynnen, at nu var vi halvvejs og alt gik som det skulle. Utroligt hvad sådan en kort besked kan gøre ved ens ”frygt”. Få minutter senere trak hans stolen væk og proklamerede at nu var han færdig, jeg kunne sætte mig op og at alt gik som det skulle. En sten faldt fra mit hjerte! Og ikke nok med det – jeg kunne allerede se at synet var tilbage på øjet. En kæmpelettelse! Kirurgen forklarede at først ville det nære syn falde på plads, dernæst på mellemdistancen og til sidst det på lang afstand, men det blev der fulgt op på efter nogle måneder. Egentlig troede jeg man skulle gå med klap eller i hvert fald sove med klap, men efter jeg rejste mig fra briksen, så skulle der ikke noget for øjet på noget tidspunkt. Kun skulle jeg overholde de normale forholdsregler efter en grå stær operation:

• Undgå svære fysiske belastninger i 48 timer og løfte max. 10kg
• Ikke tage brusebad før dagen efter operationen
• Ikke gnide i øjet eller bruge øjenmake-up to uger efter operationen (det første er væsentligt sværere end det sidste.)
• Undgå swimmingpool og havbad i to uger efter operationen

Man må dog gerne læse, se TV og lave skærmarbejde umiddelbart efter operationen.

Og jeg skulle huske at fortsætte med at dryppe med dråberne jeg fik ved før-operationsmødet (Voltabak) og med de dråber jeg fik stukket i hånden efter operationen (Maxidex), som er et steroid præparat. Begge tre gange dagligt i tre uger efter operationen med et par minutters mellemrum. 

Jeg kunne herefter forlade klinikken. Dog satte jeg mig 5min i venteværelset, hvor jeg fik serveret et glas vand, for jeg syntes egentlig det hele var gået lidt for godt. Måske pulsen også lige skulle lidt ned igen. Det hele kunne godt virke lidt overvældende.

Jeg forlod klinikken med et supersyn og glædede mig til at komme ud i det virkelige liv og prøve linsen af. Straks jeg kom ud på gaden, kunne jeg se lyscirkler omkring eller i nærheden af koncentrerede lyskilder helt ude i periferien af synsfeltet. F.eks. gadelygter, billygter mv. nu hvor det var blevet mørkt (bivirkning ved trifokale linser). I første omgang mere fascinerende end generende. Alt stod jo skarpt, så de få lyscirkler der var gjorde ikke noget. Jeg havde også læst om halos omkring lyskilder før operationen og nu forstod jeg hvad der mentes. Der var ingen smerter. Allerhøjest en smule ”murren” i øjet, men ikke nok til det var generende, så jeg var ovenud tilfreds med resultatet, da jeg tilfreds satte mig til rette i toget på vej hjem med en bounty bar som belønning for mine ”lidelser”. Det var en fornøjelse at kunne betjene telefonen og læse nyheder på turen helt uden brug af læsebriller. Jeg følte jeg allerede havde mindst det samme syn som før den pludselige forringelse primo november, men det var mørkt udenfor, så nu måtte vi jo se hvordan det stod til dagen efter.